Logo - Byggebjerg Beton
Dansk Deutsch Sitemap     Print

Byggebjerg Beton Vender skuden

November 2008

Dansk Auto-Værn A/S har opkøbt Betonstøberiet i Langå. Hovedparten af produktionen og salgsaktiviteterne overtages af Byggebjerg Beton A/S.

Byggebjerg Beton måtte tidligere på efteråret tilpasse sig afmatningen i byggebranchen og skære ned i antallet af medarbejdere, da det en overgang så ud til, at aktiviteten ville falde drastisk. Nu ser det imidlertid lysere ud.

"Vi har fået nye ordrer, ligesom ordreproduktion, der blev sat midlertidigt i bero, mens finanskrisen i oktober var på sit højeste, atter er frigivet til produktion. Samtidig hermed udvides aktiviteterne nu med et nyt forretningsområde. Det er en meget positiv udvikling. Den betyder, at vi indtil videre kan fastholde beskæftigelsen af vores 60 medarbejdere, der nu også skal i gang med at fremstille nye produkter" siger direktør Anker Wind Norup.

Jernbaneanlæg og perroner
Foruden produktionen af betonelementer til landbrug og industri skal Byggebjerg Beton i fremtiden producere betonprodukter til jernbaneanlæg og perronbyggerier. Det nye forretningsområde er en konsekvens af, at Byggebjerg Betons søsterselskab, Dansk Auto-Værn, har købt Betonstøberiet i Langå og flytter størstedelen af virksomhedens produktion til Agerskov.

Betonstøberiet brændte i sommer, og Dansk Auto-Værn har siden samarbejdet med virksomhedens ejer Flemming Krause Kjær og blandt andet stillet lager- og produktionsfaciliteter til rådighed. Dette samarbejde har nu resulteret i, at Dansk Auto-Værn har overtaget aktiviteterne i Bentonstøberiet.

Betonstøberiet er en gammel virksomhed, der blev etableret af DSB i år 1900. En stor del af virksomhedens produkter anvendes ved ændringer og nybygning af perroner og andre aktiviteter omkring jernbanen.

"Dansk Auto-Værn opererer ikke inden for dette område, men det passer perfekt ind i Byggebjerg Betons forretningskoncept. Derfor bliver salg og produktion af disse produkter nu overtaget af vort søsterselskab, mens den resterende del af Betonstøberiets program bliver overtaget af Dansk Auto-Værn. Det drejer sig om trafiksikringsprodukter, som chikaner, helleanlæg og elementer til rundkørsler, samt en række specialprodukter" siger adm. direktør Kaj Villy Jensen, Dansk Auto-Værn

Afdeling med eget navn
Betonstøberiet er en kendt og velrennomeret virksomhed og fortsætter under navnet Betonstøberiet Langå som en selvstændig afdeling af Byggebjerg Beton. Den hidtidige ejer Flemming Krause Kjær følger med som konsulent, og dermed bevares den store ekspertise og knowhow i den nye afdeling.

"Vi har den fornødne produktionskapacitet med dygtige, fleksible medarbejdere, og vi ser frem til at videreudvikle vort nye forretningsområde" siger direktør Anker Wind Norup.